Den 1. april 2025 kan vores advokat og partner Jørgen Merrild Bie fejre 30-års jubilæum hos Advokatgruppen / Advodan.
Gennem årene har Jørgen optrådt i byretten, landsretten og ved Højesteret, været censor ved advokateksamen og blevet certificeret voldgiftsdommer.
Som en fast del af vores privatretsteam har Jørgen desuden opbygget stor erfaring inden for privat- og familieretten herunder dødsboer, skilsmisser og generationsskifter. Her har hans arbejde særligt været præget af en stærk vilje til at skabe klare og konfliktforebyggende løsninger for alle involverede.
Hæderspris for enestående indsats
Jørgen har siden 1995 været beneficeret forsvarer og arbejdet med fonde og værgemål. I 2017 blev hans faglige engagement særligt anerkendt, idet han modtog Sagførernes Auktioners Legat – en hæderspris tildelt advokater, der i enestående grad har ydet en indsats til gavn for advokatstanden.
I 2022 kunne Jørgen i forbindelse med sin 70-års fødselsdag fejre 40-års jubilæum som beskikket advokat.
Jørgen er en kulturbærende, vellidt og integreret del af vores privatretsteam og Advokatgruppen som helhed.
Jørgen fortæller selv om sit jubilæum: “Jeg er stolt af den rejse, som Advokatgruppen har været på i løbet af de mange år, jeg har været med ombord. En stor tak til klienter, kollegaer og samarbejdspartnerne, der har været en del af det hele. Jeg ser frem til flere år med spændende udfordringer og kapitler i mit virke som advokat. Jeg er i forbindelse med mit jubilæum blevet fejret rigtigt godt at mine kollegaer. Man kan ikke undgå at blive rigtig glad, når man møder et kontor med masser af flag og lykønskninger. Nu glæder jeg mig til at tage min nye maskine i brug hjemme i køkkenet, som jeg var så heldig at modtage i jubilæumsgave fra mine kollegaer.”
Vi ønsker Jørgen stort tillykke med sit 30-års jubilæum!