Her kan du læse om, hvad der sker, når din inkassosag kommer for Retten.
Hvis debitor hverken betaler eller skriftligt anerkender gælden, kan det være nødvendigt at få kravet slået fast ved indgivelse af et betalingspåkrav eller en stævning.
Betalingspåkrav
Retsvirkningerne ved et betalingspåkrav ligner en dom. Det benyttes i sager vedrørende krav på under 100.000 kr., og hvor du som kreditor ikke forventer, at debitor protesterer imod kravet. Fordelen med betalingspåkravet er, at det ofte er en smidigere proces sammenlignet med en almindelig civil sag. Betalingspåkrav behandles ved fogedretten og ikke civilretten.
Når fogedretten modtager betalingspåkravet, sker der forkyndelse overfor debitor. Herefter har debitor 14 dage til at komme med indsigelser til fogedretten. Hvis debitor ikke kommer med indsigelser inden fristens udløb, vil fogedretten give betalingspåkravet en såkaldt 2. påtegning, og betalingspåkravet har herefter samme bindende virkning som en dom og kan bruges som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag.
Stævning
Hvis dit tilgodehavende overstiger 100.000 kr., eller hvis debitor har fremsat indsigelser, er det nødvendigt at indlevere en stævning til civilretten.
Sager med en værdi på under 100.000 kr. behandles i småsagsprocessen, som er en forenklet udgave af en almindelig civil retssag.
Uanset om sagen er en småsag eller ej, kan der være mange forskellige scenarier, der kan udspille sig, hvilket f.eks. afhænger af, om debitor svarer i sagen eller ej. Hvis debitor ikke svarer i sagen, kan retten afsige en udeblivelsesdom, som kan bruges som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag – ligesom et betalingspåkrav, der har fået 2. påtegning.
Klar til fogedretten
Når fogedretten har givet betalingspåkravet 2. påtegning – eller retten f.eks. har afsagt en udeblivelsesdom – kan afgørelsen bruges som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. Det betyder, at fogedretten kan foretage udlæg i debitors aktiver, som herefter kan stå som en slags sikkerhed for tilgodehavendet.
I fogedretten får debitor herudover mulighed for at tilbyde en afdragsordning, og som kreditor skal man acceptere en afdragsordning, hvis den samlede gæld maksimalt overdrages over maksimalt 10 måneder.
Hvis debitor fortsat ikke betaler – eller misligholder en eventuel afdragsordning – vil man som kreditor kunne begære det eller de aktiver, der er udlæg i, bortauktioneret.
Udebliver debitor fra mødet i fogedretten, kan fogedretten – såfremt sagen er forkyndt for debitor – lave en fremstillingskendelse, hvorefter debitor skal afhentes af politiet og bringes til fogedretten.
RKI eller Ribers (Experian)
Uanset om debitor anerkender gælden, kan du registrere debitor til et kreditoplysningsbureau – det, der i daglig tale kaldes RKI eller Ribers (Experian).
Bemærk! Du må dog først registrere debitor i det åbne RKI-register, når der foreligger en skylderkendelse, dom eller lignende fundament.
Har du brug for hjælp til din sag?
I modsætning til typiske inkassofirmaer består vi af mere end 14 specialiserede advokater og mange dygtige og kompetente sagsbehandlere, der står klar til at hjælpe dig!
Du er altid velkommen til at ringe ind og få en uforpligtende snak!